91 52 44 07 info@helleguldmann.dk
Del med dit netværk

Det gode fedt eller det dårlige fedt?

Jeg får mange spørgsmål, der handler om fedt. Både om hvor meget man skal have og i hvilken form, de essentielle fedtsyrer og kokos- og palmeolie.
Men et af de mest stillede spørgsmål, og det jeg vil starte med, handler om det gode og det dårlige fedt.

Det anbefales at vi får 25 – 40 % af vore daglige energiindtag fra fedtstoffer. Dog max 10 % fra mættet fedt.

Smør: er fremstillet af fløde som er pisket indtil kærnemælken skilles fra og fedtet klumper sammen. Smør består af 80 % fedt, heraf 51,9% mættet fedt.
Altså er smør en af de fedtstoffer vi skal have mindst af i forhold til det mættede fedt.

Resten af fedtstofferne skal vi have fra umættet fedt. Det kan være nødder, kerner eller olie.

Olie: består at 100% fedt. Det vil sige, at der er mere fedt i olie end i smør.
Men olie har et lavt indhold af mættet fedt og et højt indhold af umættet fedt. Det umættede fedt mindsker risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Så du kan med fordel erstatte noget af det mættede fedt (smør) med umættet fedt (olie).

Selvom olie anses som det “gode” fedt skal man stadig spare på fedtet.

Hvis du gerne vil passe på vægten skal du være opmærksom på at du får dine fedtstoffer gennem den mad du indtager. Spiser du kerner f.eks. i brød, hørfrø, græskar- pinje- solsikkekerner eller nødder som hassel- pekan-, para- valnødder og peanuts, så får du også fedtstoffer herfra.

Er du i tvivl kan god huskeregel være, at det du kan sætte olie bagefter er der sikkert olie i. F.eks. oliven(olie), sesam(olie) osv.

Du får også fedt fra mejeriprodukter, kød og kødpålæg.
Det er derfor sjældent nødvendigt at øge mængden af fedtstoffer i sin daglige kost. Fedt er det mest energigivende af de energigivende nærringsstoffer, der er mere end dobbelt så mange kalorier i fedt som i kulhydrater og protein.

Cirka 2 spiseskefulde fedtstof er nok og her tæller alt det du får gennem kosten. Det der er i dit brød, i din yoghurt, i sovsen, det du steger i, i müslibaren og kernerne i salaten.
Det er derfor sjældent nødvendigt at øge mængden af fedtstoffer i sin daglige kost eller indtage ekstra som supplement til kosten.

Der er fokus på fedtstoffer i de officielle kostråd fordi for meget fedt i kosten øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, diabetes og kræft.

Spar på fedtet, erstat mættet fedt med umættet fedt hvor det er muligt, vælg fedtfattige varianter og gå efter nøglehulsmærket når du handler.

Del med dit netværk