91 52 44 07 info@helleguldmann.dk
Del med dit netværk

De fleste har prøvet det, nogle oftere og stærkere end andre.

Du har lige spist aftensmad og er dejligt mæt, men allerede der melder lysten sig – lysten til noget sødt. Du er ikke som sådan sulten, men kan se den der plade Marabou for dig og det er lige præcis det, du har lyst til! Du vasker op, imens du forestiller dig, hvor lækker sådan en plade ville smage lige nu. Du ved godt, at du ikke ”må”, for du vil jo gerne fortsætte den gode stil og smide de ekstra kilo. Du går i gang med putningen og imens du læser for dine børn, tænker du videre på chokoladen, der ligger ude i køkkenskabet. Oplæsningen er mekanisk og du er ikke rigtig til stede, for tankerne om chokolade fylder mere og mere. Du holder dig i skindet indtil sent op aftenen, men så slipper den mentale energi, selvkontrollen, op og du giver efter. De første bider af Marabou’en er lige, som du forestillede dig, men bid for bid, bliver nydelsen mindre. Trods det, fortsætter du, indtil pladen er væk – nu har du gjort det og i morgen er det ”forbudt” igen, så det er med at få mest mulig ud af det, mens du kan!

Sådanne situationer har jeg fået fortalt om af mange klienter og har da også selv oplevet det. Historien ovenfor er et eksempel på oplevelsen af cravings. Det er ikke det samme som ”lyst”, der går over, men når lysten udvikler sig til et tankespind af forestillinger om, hvordan den ”forbudte” fødevare smager, dufter og får dig til at føle. Cravings er ikke et udtryk for en mangeltilstand i kroppen, altså, du craver ikke slik, fordi kroppen har brug for sukker. Det hele foregår i hovedet. Tankerne kan være altoverskyggende og det kan føles som om, at man er fuldstændig i madens magt, og værre end det, at tankerne ikke forsvinder, før man handler på dem. Og det er faktisk en måde at slippe af med sine cravings, at give efter for dem.

Men er det virkelig det eneste, man kan gøre?

Det er det heldigvis ikke! Der er flere måder, hvorpå man kan slipper væk fra tankerne og dæmpe sine cravings, uden at give efter. Og jo oftere man lykkes med det, jo mindre bliver dine craving, i lignende situationer, i fremtiden.

En af måderne, hvorpå man kan mindske cravings, er at udvide den sensoriske oplevelse i aftensmåltidet. Grunden til at mange oplever at have lyst til sukker efter aftensmaden er, at hjernen søger de sensoriske oplevelser, som den savnede i måltidet. Det er ofte den søde smag. Så hvis du har i baghovedet, at et aftensmåltid kan spille på flere sensoriske tangenter som fx surt, sødt, salt, bittert, sprødt, blødt osv., så kan du mindske dine cravings efter måltidet.

Helt enkelt kan du også mindske dine sukkercravings ved at drikke en light sodavand til, eller efter, aftensmaden.

Prøv også at ligge mærke til hvornår dine cravings dukker op. Er det i forbindelse med noget du plejer at gøre f.eks. når du sidder i sofaen om aftenen og tænder for fjernsynet, forbinder du det med at skulle snacke? Det kan også være at du craver chokolade lige efter aftensmaden, når børnene er puttet og der er ro i huset, om eftermiddagen når du kommer hjem fra arbejde osv. Hvis dine cravings hænger sammen med noget andet du gør, kan du muligvis planlægge dig ud af det. Når du først oplever at have cravings, så er det ikke bare noget, du kan sige til dig selv at stoppe med. I stedet kan du beslutte dig for, hvad du rent praktisk vil gøre, når de melder sig. Din plan kan derfor være, at du, når du får lyst, smider en podcast eller lydbog på (noget der optager dig) og går en lang tur. Distraktion har nemlig en beviselig effekt på cravings! 

Sidst men ikke mindst kan du give dig selv “lov” til at give efter for din craving. Hvis du som mange andre oplever cravings lige efter aftensmaden, så prøv at spise et eller to stykker chokolade når du rydder af bordet. Husk ikke at ligge pladen med chokolade på bordet. Tag de stykker du vil og pak resten væk igen. 

Du kan altid kontakte mig for en uforpligtende samtale, hvis du vil høre mere om hvordan jeg kan hjælpe dig. 

Del med dit netværk
Kom gennem grillsæsonen, uden at tage på i vægt

De gode vaner starter her!

Få mailserien med konkrete råd til at komme gennem grillsæsonen, uden at tage på i vægt.

Ingen forbud og løftede pegefingre.

Du tilmelder dig samtidig kostvejleder Helle Guldmanns nyhedsbrev med konkrete tips til at få gode, sunde vaner. Du accepterer samtidig at modtage information om foredrag, forløb og vil få andre gode tilbud. 

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik. HUSK at bekræfte din tilmelding via linket i mailen, som du får i din indbakke (tjek evt. dit spamfilter).

Tak for din tilmelding. Bekræft din tilmelding for at få mine tips. Tjek din indbakke og dit spamfilter.