Noget af det der går igen ved de mange af mine klienter er at de har et meget anstrengt forhold til mad.

Mange af de ting de har brug for at arbejde med stammer ofte helt tilbage fra deres barndom.

Jeg går ikke ind og roder op i hvordan deres barndom har været. Men når de får sat ord på hvordan deres forhold til mad gennem barndommen og ungdommen har været, gør det lettere at forstå hvorfor deres forhold til mad er som den er og hvorfor det er så svært at ændre nu som voksne.

Derfor vil jeg også gerne forsøge at give børnefamilier en forståelse for, hvorfor vi skal vælge vores ord om mad med omhu og hjælpe med hvad der er godt at sige og hvad der ikke er godt at sige.

For nogle uger siden holdte jeg sammen med Dorte Sveistrup fra d´sveistrup foredraget ”Sådan bliver dit barn madmodigt”

Her får du en lille smagsprøve på hvad vi snakkede om.

God læselyst.

Børn kommer ikke ”kræsne” ind i verden.

Når det helet lille barn begynder at vise interesse for mors og fars mad, er barnet meget åbent for at smage på alt hvad det bliver budt. Her har forældrene mulighed for at udnytte denne periode til at give barnet en masse forskellige smags, lugt og konsistensindtryk.

På et tidspunkt udvikler barnet en naturlig skepsis over for ny mad. Denne skepsis er en beskyttelsesfunktion som hænger sammen med menneskets evolution. Engang var det meget nyttigt at småbørn havde en naturlig skepsis over for hvad de puttede i munden, når de begyndte at bevæge sig rundt.

Denne skepsis som fejlagtigt forbundet med kræsenhed, er som regel på sit højeste når barner et i 2 – 3 års alderen og bliver mindre og mindre som barnet bliver ældre. Det er helt normalt at det vare ved til 6 – 7 års alderen.

Fra 5-6 års alderen får de fleste børn mod på at smage på nye ting igen, men de kan have behov for at blive introduceret for maden flere gange, før det accepterer den. Det kan være 10 til 20 gange…måske mere.

Børn tester selvbestemmelse og autonomi.

En anden ting der kan forveksles med kræsenhed, er når børne øver sig på deres selvbestemmelse.

De fleste kender det sikkert: et lille barn der presser læberne sammen når det ikke gider spise mere, smider maden på gulvet eller siger nej til alt det bliver budt.

Når helt små børn skal øve sig i at blive selvbestemmende er maden et godt sted at starte. For her er noget de kan styre, uden at skulle bruge ord. De kan smide maden på gulvet eller lukke munden.

Straf og belønning er lige dårlige løsninger:

Både straf og belønning kan være med til at forværre eller hæmme barnets evne til selvkontrol

Straf giver barnet et negativt billede som barnet kan forbinde med mad.

F.eks.

Straf: Hvis du ikke spiser op, får du ikke dessert…..

Så hvis barnet ikke spiser op bliver det straffet ved at det ikke får dessert. Straf kan give barnet et negativt billede af at maden på tallerkenen, den mad som vi rigtig gerne vil have det til at spise, bliver for barnet noget træls, noget ubehageligt og det kan fremover komme til at forbinde disse måltider med ubehag.

Belønningen: Hvis du spiser op, får du en is….

Giver samme effekt som straffen. Det mad der er på tallerkenen bliver til noget træls, hvorimod desserten/isen bliver det lækre, det barnet ser frem til, noget særligt som det meget hellere vil have en den gode nærende mad på tallerkenen.

Hvor meget mad er nok?

Vi kan alle lære af børnene. De spiser, når de er sultne og stopper, når de er mætte.

Det kan være en rigtig god ting at fastholde børns evne til at mærke sult og mæthed. Presser man barnet til at spise efter det har sagt at det er mæt, risikere man at det mister evnen til at mærke mætheden og derved kommer til at spise for meget.

Børn spiser mere i nogle perioder og mindre i andre, det er helt naturligt.

Der kan også være forskel i mængden til de forskellige måltider. En periode spiser barnet måske meget lidt aftensmad, men det kan være madpakken er tømt eller det har spist en stor portion morgenmad.

Vi skal som forældre hele tiden lærer nyt om vores børn. Ligesom man tror man har regnet den ud, kommer barnet ind i en ny fase og så kan man starte forfra.

Spædbørn spiser ofte meget. De skal vokse hurtigt og 3 eller  3 doble deres vægt. Men det skal helst ikke fortsætte.

Så når børn spiser mindre er det fordi de selv retter til. De tilpasser sig deres energibehov. Hvis vi presser på med at få dem til at spise, mister de enten evnen til at mærke sult og mæthed, eller de får et anstrengt forhold til maden – mister lysten til at spise eller bliver ”kræsne”.

Stol på barnets sultregulering – lad det selv mærke, om det er sultent/ikke sultent (selv det helt lille barn).

Hvis du er i tvivl om dit barn er underernæret, så spørg lægen.

Fjern fokus fra maden

Der findes mange forskellige ting man kan gøre for at få sit barn til at spise mere/mindre eller mere af det rigtige. En af de ting der er kan give en hurtig effekt er at fjerne fokus fra maden under måltiderne. Lad barnet selv bestemme hvad der kommer på tallerkenen og i hvilket tempo det skal spises. Skab en hyggelig stemning omkring bordet og se hvad der sker.

Dorte har skrevet mere om hvad man kan være opmærksom på i måltidssituationerne. Du kan læses Dortes blog ”Får mit barn mad nok” her.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp til at gøre dit barn mere madmodigt er du velkommen til at kontakte mig.