rDet kan være svært at indstille sig på, at skulle lægge sin livsstil om, for at tabe de overflødige kilo. Det virker som om, at der altid står utrolig mange ting i vejen for, at man kan ændre sine kostvaner og øge sin fysiske aktivitet. Som kostvejleder, har jeg hørt mange bekymringer, i forhold til at føre planen om en livsstilsomlægning ud i livet. Nogle vil måske betegne det som såkaldt ”dårlige undskyldninger”, men det er bestemt ikke sådan, jeg ser på det. Hvordan begynder man fx at inkorporere flere grøntsager i aftensmaden, når man sidder sammen med mand og børn, der ikke laver andet end at brokke sig over det grønne? Hvordan finder man tid til at tage ned i træningscenteret, når man har en travl hverdag med job og familie?
Måske er det alle disse forhindringer, der gør, at mange søger efter et ”easy fix”. En måde at blive sund og slank på rekord tid og uden at skulle lave de store ændringer i en allerede presset hverdag. Denne søgen efter den ”nemme løsning”, har diætindustrien for længst regnet ud og de spinder nu store summer på at tilbyde netop det – nemme løsninger. Men findes der en nem løsning på en overvægtsproblematik?
Jeg stod i Fakta og smugkiggede i et dameblad, da jeg så et bud på en metode til et nemt og hurtigt vægttab. Først kunne jeg ikke helt tro, hvad jeg læste og derefter kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine. Efter et par timers refleksion, blev jeg bare virkelig forarget over, at det overhovedet er lovligt at trykke noget, der er så direkte forkert! Nu er du nok nysgerrig på, hvilken ”kur” jeg hentyder til….Der var simpelthen tale om en Is-kur. En kur hvor alle måltider hovedsageligt skulle bestå af isis flødeis i en mængde, der skulle holde det daglige kalorieindtag på under 1200 kcal. I en ”Tip-boks” stod der desuden, at man, efter kuren, ”bare” skulle slå over på en sund og varieret kost med en del protein.
Kan man tabe sig på Is-kuren?
Ja, det kan man helt sikkert, hvis man spiser færre kalorier, end man forbrænder. En del af kuren er, at man ikke indtager mere end 1200 kalorier og overholder man det, vil man nok sagtens kunne tabe sig mellem ½ og 1 kg om ugen.
Så hvad er problemet?
- At du nok bliver lige så træt af is efter forholdsvis kort tid, som du ville blive af alt mulig andet, hvis det er det eneste, du ”må” spise.
- At en sådan kur, der begrænser dig så meget, vil være rigtig svær at holde i længden.
- At chancen for at is-kuren er begyndelsen på et varigt vægttab er meget usandsynlig. Hvis du taber dig på is-kuren, så er det, for de fleste, utrolig svært at slå over på en almindelig sund og varieret kost. Og hvis man er i stand til det, så kan man jo lige så godt lægge ud med det og sprænge over is-kuren.
- At det ikke er særlig sundt. Afhængig af, hvor længe du ”hænger i”, så kommer du til at mangle vigtige vitaminer og mineraler, protein og kostfibre
Det jeg vil frem til er, at det kan virke overvældende at ændre sin livsstil og at det kan være fristende at lede efter smutveje. Det er vigtigt at vide, at en livsstilsændring ikke behøver at betyde en fuldstændig omvæltning af dit liv. Ofte kan man nå rigtig langt med at lave små ændringer, som man kan være vedholdende omkring. Alle er forskellige og vil du gerne tabe dig og vedligeholde dit vægttab, så skal du finde den vej, som fungerer for dig og som du kan leve med.
Og det er sandsynligvis IKKE Is-kuren! 😉